Skab ordentlig belysning i værkstedet

Som dedikeret gør-det-selv-menneske er værkstedet en legeplads med uendelige muligheder. Værkstedet er et frirum, hvor man kan få overblik over alt sit udstyr og værktøj. Her kan man gå i krig med brædder og plader, bygge fuglehuse, designe haveterrassen og meget mere. 

Der er mange ting, som der skal tages højde for, når man indretter sit værksted. Der skal være plads til arbejdsbordet, der skal skabes opbevaringsplads som hylder og reoler, og værktøjet skal arrangeres på en overskuelig måde.

En af de vigtigste ting, som du skal overveje, er belysningen. Når man står med rundsaven og hammeren, så skal man kunne se, hvad man laver. Ordentlig belysning er alfa og omega for, om man kan gøre et godt stykke arbejde.

I denne artikel kan du læse om, hvordan du skaber ordentlig belysning i dit værksted. 

Derfor er det vigtig med ordentlig lys

Lys og lamper er vigtig i alle rum. Især i de rum, hvor vi står og arbejder, er det essentielt, at vi kan se, hvad vi laver. 

For eksempel er det vigtigt at have et kraftigt lys over køkkenbordet, så vi ikke famler rundt i halvmørke eller kommer til at skære os i fingeren, når vi snitter gulerødder. 

Som tommelfingerregel skal man helst bruge et kraftigt og "koldt" lys i arbejdsrum, hvorimod man kan vælge en blød og varm belysning i stuen eller soveværelset, hvor man skal slappe af. 

Værkstedet er naturligvis et arbejdsrum. Det er ikke her, hvor vi sidder og læser bøger eller ser TV. Nej, her handler det om at skulle koncentrere sig om det arbejde, som man laver. Derfor skal rummet være lyst ordentligt op. 

Læg en plan

Ingen værksteder er fuldkommen ens. Spørgsmålet er, hvad du gerne vil bruge dit værksted til. 

Hvis du for eksempel laver snedkerarbejde, så har du brug for et stort værksted med masser af arbejdsplads, så du kan håndtere træbjælker og byggeplader. Snedkerarbejde kræver også ofte, at man bruger mange maskiner. Disse maskiner skal være lettilgængelige, så der skal være plads til, at de kan stå fremme. 

Når man håndterer store maskiner, så skal belysningen gerne hænge lige over arbejdsbordet, så lyskilden falder direkte ned foroven uden at skabe skygger. Det kan være rigtig farligt at håndtere maskiner, hvis ikke man kan se dem ordentligt. 

Du kan næsten ikke få for meget lys

Når det kommer til belysningen i værkstedet, så kan du næsten ikke få for mange lamper. Dit værksted ender hurtigt med at blive et råderum med plader, træ, maskiner og udstyr i alle kroge og kanter. Du skulle nødig falde over tingene, fordi du ikke kan se, hvor tingene står. 

Sæt nogle kraftige lamper rundt omkring på væggene og også i loftet, så rummet er oplyst fra alle sider. 

På den måde behøver du ikke stå på hovedet i mørke afkroge, fordi du ikke kan finde din slagboremaskine.

Beskyttelse mod støv og fugt

I værkstedet kan der godt samle sig en masse fugt og støv. Fugt og støv er ikke super godt for lamper, derfor skal man helst gå efter en lampe med en IP-grad der kan modstå begge dele.

Det kunne for eksempel være et lysarmatur. Et lysarmatur har en høj beskyttelsesgrad og udsender et kraftigt lys. Lysarmaturet optager heller ikke særlig meget plads, og så er det nemt at sætte op både på væggene eller i loftet.

Ensartet belysning

Hvis du gerne vil skabe de mest optimale arbejdsforhold i værkstedet, så skal belysningen være i top. Tilstrækkelig lysstyrke sikrer, at du kan udføre dit arbejde så præcist og sikkert som muligt. 

Det er en god ide, at placere belysningen ensartet i rummet. Det kunne for eksempel være et par lamper på væggene og et par lysarmaturer i loftet. Sæt lamperne op uden, at der er for meget afstand mellem dem, så der ikke skabes nogle mørke og skyggefulde områder i værkstedet. 

Æstetikken er ikke det vigtigste

Du kan ikke undgå at værkstedet bliver beskidt og rodet. Det er det, som værkstedet er til for. Her skal du kunne tillade dig at klatte med maling, sprede savsmuld og tabe træspåner på gulvet. 

Når du vælger belysning til dit værksted, så må du nogle gange smide æstetikken på hylden. Drop de fine lamper med lampeskærme eller andet unødvendigt pynt. I sidste ende bliver lampen alligevel beskidt, og der er ingen grund til at gøre rengøringen mere besværlig. 

Gå efter lyskilder, som er mere praktiske end yndige. Et rodet værksted har sin egen charme, så her behøver du ikke tænke over at dekorere med moderigtige lamper.

Hent inspiration

Er du i tvivl om, hvordan du helt konkret skal designe dit værksted i forhold til belysning?

Tag et kig hos dine venner eller din nabo og få inspiration til, hvordan du kan opsætte dine lamper. Du kan også spørge nede i dit lokale byggemarked eller finde inspiration på nettet. 

Som tommelfingerregel skal du blot sørge for, at værkstedet ikke er for mørkt. Hellere køb en lampe for meget end for lidt. Husk at ovenlys er et must, så du i det mindste har én kraftig lampe over dit arbejdsbord, så du kan se, hvad du laver.

Menu
Top